Vi baserer vores pædagogik på et teorigrundlag defineret ved:

• Socialkonstruktivisme: tanker, følelser og kommunikationsformer kan skabe og forandre virkeligheden og handlemuligheder.
• Systemteori: Alle personer, fysiske rammer, og handlinger spiller en rolle for den enkeltes udvikling og forandring.
• Social indlæringsteori: Den enkelte socialiseres til et samfund med normer og regler.  Socialiseringen er succesfuld, hvis den enkelte kan indgå i det omgivende samfund med en passende grad af tilpasning samtidig med at kunne være ”sig selv”. Socialisering foregår i samværet med andre.
• Udviklingspsykologi og progressionstænkning: Teenageren skal stimuleres og udfordres alderssvarende i forhold til hvor langt han/hun er i sin socialisering og personlige udvikling.  Selvkontrol (herunder impulshæmning og behovsudsættelse) skal komme udefra før disse kan udøves indefra (internalisering). For høje krav til indrestyring vil føre til manglende/fejlagtig udvikling af socialiseringen, til nederlagsoplevelser og mindreværdsfølelser, og evt. til emotioner som angst, utryghed, vrede, og social isolering.
• Eksistentiel pædagogik: Den enkelte har altid et livsprojekt, der har til hensigt at beskytte sig selv og sine nærmeste, opfylde egne og nærtståendes behov og skabe sig de bedst mulige leveomstændigheder. Vi er alle ligeværdige i disse livsprojekter, voksne som unge, og behøver andres accept og respekt. Ovenstående brug af ydrestyring og kontrol vil derfor altid rette sig mod specifik adfærd og handling – aldrig mod personen.  Personen derimod fortjener en ubetinget respekt og anerkendelse af sit tilværelsesprojekt.

De væsentligste kernebegreber i vores behandlingsmetode er:

• Tydelige, nærværende, stabile voksne med begrundet autoritet og personlig integritet
• Sociale relationer og sammenhænge
• Struktureret, udviklende og omsorgsfuldt miljø
• Involvering gennem engagement og handling
• Personligt nærvær, respekt, og omsorg.

Uddybelse:

Overordnet anlægger vi altså en systemisk tilgang i arbejdet med sine unge. Det betyder, at vores personale er opmærksom på, at de unge er en del af en større helhed, og at alle de relationer, de har, påvirker dem. Inddragelsen af hensigtsmæssige sociale systemer og afskærmningen fra usunde miljøer er derfor en del af pædagogikken.

Inspireret af kulturteoretisk og eksistentiel pædagogik arbejder vi med henholdsvis perspektiv og mening som centrale begreber. Således er vores medarbejdere opmærksomme på at den unges adfærd kan tolkes forskelligt, alt efter hvilket perspektiv man anlægger.  Det er derfor ofte frugtbart at se den unge i aktørperspektivet, hvilket indebærer, at den unges handlinger altid er målrettede og meningsfulde i forhold til ét eller andet mål.  Det kan eksempelvis være at afvise hjælp for at beskytte sig selv imod skuffelse og svigt eller at stjæle fra andre for at udligne oplevet uretfærdighed.

Det betyder, at der arbejdes med respekt for sociale normer og regler, og med et sigte på at udvikle de unges demokratiske kompetencer og dannelse. Pædagogen er i alle situationer den aktive positive rollemodel og den primære og ansvarlige autoritet. Samtidigt arbejdes der med at skærpe den unges opmærksomhed på sociale samspil samt normer og andre personers perspektiver i hverdagslivet. Som pædagogisk arbejdsredskab anvendes der desuden én til én-relationer i form af motiverende samtaler, hvor en ung sammen med en medarbejder intensivt kan reflektere over sine handlinger og sit liv i det hele taget.  Dette for at skabe rum, hvor den unge ikke forstyrres af multiple påvirkninger, men i højere grad selv bliver ophav til refleksioner og kommer bedre i kontakt med egne behov og tilværelsesprojekt. Det er i vores øjne centralt at udvikle de unges oplevelse af agens, det vil sige følelsen af selv at have indflydelse på sit liv, sin udvikling, og sin følelsestilstand.   Forskning har vist at manglende følelse af agens er et almindeligt resultat af omsorgssvigt, og hænger tæt sammen med lavt selvværd.

Graden af inddragelse af de unge i planlægning og rammesætning differentieres i forhold til progressionen i behandlingsforløbet. Progressionstænkningen udtrykkes gennem en gradvis optrapning af selvstyring afhængig af den unges udviklingsniveau.