Dato for ikrafttrædelse:
Juni 2018
Dokumenttype:
Instruks
Anvendelsesområde:
Bosteder under Opholdssteder.dk
Målgruppe:
Alle medarbejdere, der varetager borgerrelaterede opgaver.
Udarbejdet af:
Sygeplejerske Eva Maria Beier
Ledelsesansvar samt godkendelse:
Afdelingsledelsen
Dato for seneste:
Marts 2023
Formål.
Styrkelse af patientsikkerheden.
Afbryde smitteveje/kontaktsmitte og sikre egen sundhed.
Begrænse smitterisiko.
Begrebsafklaring.
Desinfektionsmiddel: alkoholbaseret middel til desinficere/spritte hænder (ethanol foretrækkes).
Engangshandsker: handsker der anvendes for at beskytte såvel andre, som sig selv mod potentielt sygdomsfremkaldende mikroorganismer (bakterier, virus, svampe) samt kemiske stoffer fra medicin.
Hånddesinfektion: indgnidning af et alkoholbaseret middel på synligt rene og tørre hænder. Målet er at dræbe de mikroorganismer som kan overføres via hænder eller redskaber, samt reducere de mikroorganismer som kan sidde dybt i hudens sprækker og fordybninger.
Håndhygiejne: en samlet betegnelse for de procedurer, der enten dræber eller reducerer bakterier på hænderne. Håndhygiejne kan suppleres med brug af engangshandsker.
Håndsæbe: egnet og bestemt til at komme i kontakt med huden og som sammen med vand har smudsløsende egenskaber.
Håndvask: er den mekaniske bearbejdning af hænderne med vand og sæbe. Ved håndvask reduceres mikroorganismerne.
Smitteveje: direkte/indirekte kontaktsmitte, dråbesmitte/luftbåren smitte (nys, hoste), støvbåren smitte og smitte gennem mad, vand eller medicin som er ’forurenet’ (salmonella, norovirus, hepatitis A)
Spritdispenser: beholder med hånddesinfektion/håndsprit.
Fremgangsmåde.
Mikroorganismer findes overalt omkring os, det vil sige, at vi altid er i risiko for at blive syge, især hvis mængden af mikroorganismer er høj og /eller modstandskraften hos os er svækket. Generelt er der større risiko for smittespredning, hvor flere mennesker er samlet på samme sted.
Smittespredning kan forekomme ved direkte eller indirekte kontaktsmitte (håndtag, gelænder, borde, armaturer m.m.), dråbesmitte, luftbåren smitte (nys, hoste), støvbåren smitte, smitte gennem mad, vand eller medicin som er forurenet (salmonella, norovirus, hepatitis A).
I risiko for smittespredning har vores hænder en meget stor betydning, men vi kan nedbryde den risiko betydeligt, ved at opretholde en god og effektiv håndhygiejne.
Forudsætninger for håndhygiejnens effekt inden sundhedsfaglige opgaver:
- Udføres på rette tidspunkt.
- Uhindret kan udføres på hel hud på hænderne.
- Ringe, ur og håndledssmykker aftages, underarmene skal være frie, ingen neglelak eller kunstige negle.
- Udføres med den rette metode og med rette middel.
Håndvask:
Fjerner synlig forurening og reducerer mikroorganismer
- Ved synligt snavs eller fugtighed
- Efter en uren opgave
- Før mad
- Efter eget toiletbesøg
- Inden du går hjem til din familie
- Først skylles hænderne i lunken vand
- Sæbe tilsættes og skummes op mellem håndfladerne
- Begge hænder, fingre og mellem fingrene gnides godt, husk tommelfingrene og på oversiden af hænderne
- Fingerspidserne gnides mod modsatte hånds håndflade, for at komme godt op under neglene.
- Hænderne skylles godt
- Tørres i rent klæde eller papir
Det tager ca. 60 sekunder at udføre en effektiv håndvask
Hånddesinfektion:
Dræber de mikroorganismer der kan overføres via hænder samt reducerer de mikroorganismer som kan sidde dybt i hudens sprækker
- Efter håndvask
- Før medicindispensering
- Før medicinadministrering
- Efter brug af handsker
- Inden du går hjem til din familie
- På tørre hænder pumpes 2 gange ned i den ene håndflade
- Desinfektionsmidlet fordeles godt mellem hænderne, gnid fingrene og mellem fingrene, husk tommelfingrene og på oversiden af hænderne
- Fingerspidserne gnides mod modsatte hånds håndflade for at komme godt op under neglene
- Gnid til hænderne er helt tørre.
Det tager ca. 30 sekunder at udføre en effektiv hånddesinfektion
Rene hænder defineres som en, i øjeblikket tilstand, der kun varer, indtil man igen rører noget eller nogen.
Håndvask efterfølges altid af hånddesinfektion.
Krav til håndsæbe:
- Flydende
- Hudvenlig
- Beholderen skal være ren og berøring med ’udgangen’ af beholderen skal undgås
Krav til desinfektionsmiddel:
- Ethanol 70 – 85% anbefales, da det er et sikkert huddesinfektionsmiddel overfor de fleste mikroorganismer.
- At det er tilsat hudplejemiddel, fx glycerol 1 – 3%
- Der skrives dato for åbning på beholderen
Lige så vigtigt som det er at opretholde en god håndhygiejne, er det vigtigt at sikre, at medicinen håndteres i rene omgivelser. Det vil sige; at skabet som medicinen opbevares i er rent og at der er rent, hvor medicinen dispenseres i æske.
Ansvar.
Ansatte på bostederne har ansvar for at efterfølge instruksen for håndhygiejne, samt i øvrigt bruge sin sunde fornuft. Afdelingslederen har ansvar for at der forefindes egnede midler til opretholdelse af god håndhygiejne inkl. handsker på bostedet.